Borgmester om VM-værtskab: Vikingerne vandt - vi har armene i vejret

VM-maraton for kano og kajak skal afholdes på Jels Søerne i 2023. Det blev afgjort fredag i Kina.

Borgmester i Vejen Kommune, Egon Fræhr (V), er glad – endda meget glad.

- Det er rigtig dejligt. Vi har arbejdet med det et godt stykke tid, så vi har armene i vejret.

quote

Vi bruger vikingerne som tema. Det er Jels kendt for, så det er et gennemgående tema. Det var med til at gøre udslaget.

Egon Fræhr, borgmester, Venstre, Vejen Kommune

Fredag blev det nemlig afgjort, i Beijing i Kina, at verdensmestrene i maraton kano og kajak skal kåres i Vejen Kommune i 2023. Jels Søerne skal lægge vand til den store sportsbegivenhed.

- Vi har nogle gode faciliteter, og så har vi noget, som de andre ikke kan slå: Vi bruger vikingerne som tema. Det er Jels kendt for, så det er et gennemgående tema. Det var med til at gøre udslaget, uddyber Egon Fræhr.

Mini-OL-by skaber fællesskab

Det forventes at omkring 900 atleter skal dyste på vandet. Derudover pårørende, trænere og tilskuere. Det kræver en del af værtsbyen.

- Vi laver en mini-OL-by omkring Vejen Idrætscenter, så alle dem på vandet kan arbejde sammen og skabe et fællesskab. Det bliver spændende, siger borgmesteren.

Jels Søerne består af tre søer: Nedersø, der er den største, Midtsø og den mindste af dem, Oversø. Atleterne skal konkurrere på de to største søer.

- Det er et dejligt naturområde. Så der bliver nok for folk at se på. 900 atleter – der også skal slæbe deres kano på nakken mellem søerne. Det bliver en spændende og flot oplevelse.

Allerede nu begynder arbejdet med at gøre klar til verdensmesterskabet.

- Der kommer tilskuerfaciliteter, noget skal bygges op på dagen og så skal vi gå det hele igennem, for at se om der skal renoveres. Når der kommer mange gæster, så skal tingene være i orden.

quote

Det er rigtig dejligt. Vi har arbejdet med det et godt stykke tid, så vi har armene i vejret.

Egon Fræhr, borgmester, Venstre, Vejen Kommune

Kommunen kan dog langt fra klare opgaven alene.

- Der bliver brug for frivillige til så stort et arrangement. Så det er vigtigt, at der er en bred opbakning. Det føler vi, at der er.

Håber på sol

Verdensmesterskabet løber af stablen den første uge af september i 2023.

- Vi håber, at solen skinner hele ugen, slutter borgmester Egon Fræhr.

Danmark – og altså Vejen Kommune - vandt værtskabet foran Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Kina.

Der er dermed udsigt til en lang række store sportsbegivenheder i landsdelen i de kommende år. I 2020 er der VM i orienteringsløb i Kolding, Vejle og Fredericia, i 2021 bliver tredje etape af Tour de France kørt fra Vejle til Sønderborg, Haderslev er i 2022 vært for VM i mountainbike-maraton og i 2023 lægger Jels Søerne altså vand til VM-maraton for kano og kajak.