Vil bygge fem-seks Legolande i Asien

Det er ikke nemt at bygge figurer med skæve øjne i Lego-klodser. Men det kan blive udfordringen, hvis der skal laves fem Legolande i Kina og et i Korea.

Merlin Entertainment, som ejer de seks Legolande, der er i dag, vil satse meget på Asien i de kommende år. Det koster 1,7 milliarder kroner at bygge et Legoland, skriver Jyllands-Posten.

Lego går sin sejrsgang verden over. Og med afsæt i Lego-filmen "The Lego Movie" er der på ny blevet opmærksomhed om Legolandene verden over.

Og det kan ses på omsætningen hos Merlin Entertainments, der blandt andet ejer Legoland. Omsætningen hos den britiske forlystelseskoncern, er steget med 15 procent, skriver Jyllands-Posten fredag.

Det er ikke et egentligt regnskab, men snarere en statusopgørelse efter afslutningen på den altafgørende sommersæson.

Men stigningen, der er trukket af flere besøgende i Legolandene, har fået ledelsen til at lufte betydelige ambitioner for de kommende år.

Der er nu seks store Legoland-parker, og planen er at åbne mindst en ny hvert tredje år.

- Vi fokuserer på Asien, hvor vi mener, at der er plads til et Legoland i Korea og op til tre, måske fem, i Kina, og der er plads til flere i Nordamerika. Det er de umiddelbare tanker, siger Nick Varney, administrerende direktør i Merlin Entertainments til avisen.