Vil du opleve ægte urskov - så tag til Sønderjylland

Draved Skov ved Løgumkloster er den eneste skov i Danmark, som kan prale af at være ægte uberørt skov. Skoven har eksisteret de sidste 7000 år og er aldrig berørt af menneskehænder.

Regeringen har besluttet, at i alt 45 statsskove på i alt 13.300 hektar i fremtiden skal være naturskov. Otte af skovene ligger i Syd- og Sønderjylland. Det offentliggør Naturstyrelsen i dag. 

Det betyder, at skovene stort set skal passe sig selv. Nogle af skovene får helt fred for menneskelig indblanding, i andre vil kun udvalgte træer blive fældet for at skabe lys og luft til mere mangfoldighed. 

Men det vil tage mange år, før disse skove bliver til uberørt skov. Men hvis man vil have fornemmelsen af, hvad en ægte urskov er, skal man tage til Draved Skov i Sønderjylland.

Ifølge Naturstyrelsens hjemmeside har Draved Skov ligget i området øst for Løgumkloster i 5000-7000 år. Det helt særlige ved skoven er, at den aldrig er blevet inddraget til landbrugsjord eller pløjet, og dermed står området stort set uberørt af menneskehænder.

Draved Skov er dermed et af de mest velbevarede eksempler på en uberørt urskov i Danmark. 

Når Draved Skov ikke er blevet omdannet til landbrugsjord og fældet, så skyldes det ifølge Naturstyrelsen, at skoven er omgivet af moser og hede, som har gjort jorden for fugtig til at opdyrke, og samtidig har det været svært at skulle transportere træ ud af skoven.

Derfor har Draved Skov op igennem historien, hvor mange andre skove i Sønderjylland ellers er blevet brugt til skovbrug eller fældet for at give plads til landbrug, fået lov at blive stående. 

Da skoven er helt unik, så bruges den også som forskningsskov for biologer og naturforskere fra hele landet.