Vil du sælge en ejerlejlighed? Så øv!

Har du en ejerlejlighed til salg i Syddanmark, må du indstille dig på et prisfald.

Salgsprisen på ejerlejligheder er faldet i hele landet.
Størst fald er der i Region Syddanmark, hvor der har været et prisfald i september på 2,4 pct., viser en opgørelse fra boligsiden.dk.

Men den er også gal med villaerne, set med sælgers øjne.
Boligsælgerne måtte igen i september måned acceptere rekordhøje nedslag på prisen.
Men et prisfald på villaer og rækkehuse lokkede ikke køberne.
 
- Normalt stiger boligsalget lige efter sommerferien. Det billede kan vi ikke genkende i år, hvor antallet af handler i september måned ligger på niveau med handelsaktiviteten i august, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.

I Region Syddanmark faldt prisen på villaer og rækkehuse med 1,3 pct. i september, så kvadratmeterprisen nu er på 9.089 kr.