Vil frikendes for dødsvold

Forældre dømt for at have mishandlet 15 måneder gamle Tobias til døde. Nu vil de frikendes.

Tobias fra Øster Højst ved Tønder døde den 18. juli sidste år, 15 måneder gammel.

Efterfølgende blev der konstateret 30 bidemærker og over 80 alvorlige skader efter omfattende vold og mishandling på den lille dreng.

I byretten blev stedfaderen idømt otte års fængsel og moderen fik fire års fængsel.

Begge ankede dommen, og i dag begynder ankesagen i Vestre Landret i Sønderborg.

Stedfaderen siger, at Tobias ikke døde af mishandling. Han faldt ned ad trappen og slog hovedet.

Moderen erkender at have overværet mishandlingerne på Tobias' dødsnat uden at gribe ind, lige som hun erkender, at hun ikke tilkaldte lægehjælp.

Men hun vil renses for anklagerne om, at hun skulle have mishandlet Tobias.