Vil genoplive Grindstedbanen

Grindstedbanen skal genoplives. Det mener to foreninger, der håber, at den kommende jernbaneforbindelse mellem Vejle og Billund kan bruges som løftestang.

Det er knap to år siden, at det sidste tog kørte på skinnerne mellem Grindsted og Bramming. Skinnerne er for længst groet til, men ikke desto mindre vil Grindstedbanens Venner og Rådet for Bæredygtig Trafik nu slå et nyt slag for den gamle jernbanestrækning.

De to foreninger har på et nyligt afholdt møde diskuteret, hvordan de forskellige politiske aktører og erhvervslivet kan samles om en renovering af banen, som de anslår, vil beløbe sig til omkring 480 mio. kroner.

Det er bl.a. erfaringer fra Tyskland og den kommende jernbane mellem Billund og Vejle, der giver folkene bag tro på sagen.

- I Tyskland har de i flere år genåbnet adskillige tusinde kilometer restbaner med succes. Og hvis banen mellem Vejle og Billund bliver en succes, håber vi at politikerne her i landet også for øjnene op for, at det kan lade sig gøre, fortæller talsmand hos Grindstedbanens Venner, Richard Bruns, til TV SYD.

Grindstedbanen blev lukket i maj 2012, fordi BaneDanmark ikke ville bruge 30 millioner kroner på at vedligeholde skinnenettet, men det bekymrer ikke Richard Bruns.

- Vi tror på, det er et projekt med fremtid i. Det vil helt klart være gavnligt for hele oplandet med en forbindelse mellem Grindsted-Billund-Esbjerg, siger Richard Bruns.