Vil have flere på universitetet

Flere end hver fjerde, der har søgt ind på landets universiteter, ventes at få afslag. Videnskabsministeren vil have universiteterne til at optage flere.

- Ikke noget problem, siger rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet, som bl.a. har institutter i Kolding, Sønderborg og Esbjerg.
Bortset fra medicin og psykolog studiet har vi masser af pladser. Hvis bare de unge er villige til at flytte sig lidt, så kan vi tilbyde mange spændende studier.

Vil gøre reklame

Sydansk Universitet er klar til at gøre reklame for sig selv, når de mange afslag på drømmestudiet sendes ud.

- Vi vil gøre alt for at opfordre flere til at få sig en uddannelse i f.eks. Sønderborg eller Kolding, siger rektor.

Han noterer, at der er mange fordomme om at studere andre steder end i København og Århus.

Skaf flere studiepladser

Skaf flere studiepladser. Sådan lyder opfordringen fra videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) i et brev sendt til rektorerne på landets otte universiteter.

Rekordstort antal afslag

Opfordringen kommer, samtidig med at et rekordstort antal unge afventer svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse eller ej. Det skriver Politiken.

Universiteterne er i fuld gang med at behandle de over 30.000 ansøgninger, og meldingen er samstemmende, at antallet af ansøgere i år slår alle rekorder. Da antallet af studiepladser ikke er øget i samme takt, regner alle, som avisen har talt med, at mindst hver fjerde ansøger ikke kommer ind på det ønskede studium.

Brug for flere pladser

 - Vi har brug for, at universiteterne får skaffet flere pladser. Vi har ikke som samfund råd til at afvise så mange, som gerne vil i gang. Og vi kan ikke være bekendt over for de unge at skuffe dem, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
- Fra politisk side forsøger vi at skabe de bedste rammer for, at uddannelsen kan ske så kvalificeret som muligt og at gøre uddannelserne attraktive. Så er det op til universitetets ledelse at lytte til, hvilke uddannelser de unge ønsker, og hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder efter uddannelsen, siger hun.

Universiteterne er enige i det overordnede mål om at skaffe plads til flere studerende. Men de peger samtidig på, at det med så kort varsel bliver svært at presse flere ind i auditorierne.

- Det bliver ikke mange nye pladser, der kan skaffes på Københavns Universitet. Vi skal levere kvalitet fra dag et. Og det er et rigtigt dårligt signal for nye studerende at starte på en uddannelse, hvor de risikerer at skulle sidde i vindueskarmen i auditoriet, siger vicedirektør Hanne Harmsen.