Vil have hjælp mod rocker-trusler

Koldings borgmester Jørn Pedersen og en delegation fra byen får torsdag eftermiddag foretræde for Folketingets Retsudvalg. Han vil forsøge at få hjælp til kampen mod rocker-trusler.

På twitter (socialt forum) skriver borgmesteren:

- Venter på fortræde for retsudvalget og håber at formanden for udvalget snart indser, at vi sammen kæmper imod rockerne.

Hans bemærkning er et svar på et tweet fra formanden for

Retsudvalget, Karina Lorentzen (SF) - fra Kolding. Hun skriver:

- Koldings borgmester i deputation i dag i Folketinget på min opfordring! Venter på, han melder sig ind i kampen mod rockerne.

Folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen, som var initiativtager til fakkeltoget mod rockerne i Kolding, opfordrer også borgmesteren til en øget lokal indsats mod rocker-truslerne. Han mener, at det kræver en lokal indsats at bekæmpe rockerne - og han opfordrer borgmesteren til at huske de lokale, civile kræfter i kampen mod rockerne.

- I København har man oprettet et hotspot på Nørrebro, skriver Christian Rabjerg Madsen i en pressemeddelelse. Initiativet danner rammen om både en politiindsats og en civilindsats mod bandekriminalitet og afpresning, og det er særligt den civile, lokale indsats, som jeg håber, at vi ikke glemmer her i Kolding. På Nørrebro har man med Jane fra Cafe Viking i spidsen lavet en forening og et netværk for erhvervsdrivende i de brancher, som man ved er særligt udsatte for afpresning.

Han fortsætter:

- Netværket skal i samarbejde med politiet give rådgivning, støtte og opbakning til de erhvervsdrivende, som oplever afpresning, og på den måde give de erhvervsdrivende mod til at stå frem. Jeg ved fra politiet i København, at de forventer sig meget af dette initiativ, og jeg håber, at vi i Kolding om muligt kan bruge deres erfaringer i forhold til de problemer med afpresning, som vi har oplevet.

Fire personer med tilknytning til Bandidos er fængslet i Kolding for trusler mod bordel- og tatovørfirmaer.