Vil ikke kræve vederlag tilbage

Hans Chr. Schmidt (V) fra Vojens har ret til dobbelt løn. Det siger Statsministeriet i sagen om det såkaldte eftervederlag. Regeringen vil dog ændre loven

-  Vi har ikke begået nogen fejl.

Sådan lyder det fra Statsministeriet i kølvandet på, at Rigsrevisionen har sået tvivl om, hvorvidt landets eks-ministre har ret til flerdobbelt løn.

Det understreger Statsministeriet over for Ritzau.

Rigsrevision: Tvivlsom

Rigsrevisionen har kaldt Statsministeriets grundlag for at give tidligere ministre flerdobbelt løn - eller såkaldt eftervederlag - for "tvivlsom".

Eftervederlag udbetales til forhenværende ministre - og jo længere, man har været minister, desto flere penge falder der af.

I strid med loven

Men Rigsrevisionens løftede pegefinger får altså ikke Statsministeriet til at ryste på hånden:

- Det vil altså være i strid med loven, hvis ikke alle ministerperioder medregnes i eftervederlagsperioden, lyder det fra Statsministeriet.

- Hvis der skal ske en ændring af den måde loven administreres på nu, så kræver det en lovændring, og det har Statsministeriet også meddelt Rigsrevisionen, at man agter at gennemføre i indeværende folketingssamling, fastslår Statsministeriet.

Får vederlag fra Nyrup-regering

Den flerdobbelte løn er senest udbetalt til De Konservatives leder Lars Barfoed samt Venstres Karen Jespersen og Hans Christian Schmidt.

De tre får nemlig ikke bare løn for den ministerpost, de senest har haft. De får også løn for deres tidligere ministerperioder, og som de altså allerede har fået eftervederlag for.

Det betyder i eksempelvis Karen Jespersens tilfælde, at hendes syv år som minister under Poul Nyrup Rasmussen i 1990'erne stadig tæller med i hendes skatteyderbetalte vederlag.

Vil gerne betale tilbage

Lars Barfoed reagerede tidligere på dagen med at meddelele at han vil betale pengene tilbage. Det samme sagde Karen Jespersen, hvis statsforvaltningen henvender sig og beder om at få vederlaget tilbage. Men det tyder Statsministeriets udmelding ikke på.

Venstrepolitikeren Hans Christian Schmidt, der har bestredet flere ministerposter, afviser imidlertid sagen blankt.

 - Man kan diskutere, om jeg skal have nogle penge udbetalt fremadrettet. Men man kan ikke diskutere, om jeg skal tilbagebetale, for jeg har slet ikke fået noget, som jeg ikke skulle have, siger han.