Vil ikke stemme: Mødte i stedet politikere på fodboldbanen

Unge i et af Vejles udsatte områder har meldt sig ud af valgkampen. De stoler ikke på politikerne. Det forsøgte to kandidater lørdag at gøre noget ved gennem fodbold.

En af de unge, der i dag spillede bold med politikerne er Mohamed Arabi. Han er 16 og hvis han kunne, så ville han gerne stemme. Ikke desto mindre har han ikke den store tiltro til politikerne.

- Det er problematisk, at de er nødt til at lyve for at skaffe stemmer, siger han til TV Syd.

I følge arrangøren af dagens fodboldkamp har mange af de unge i Nørremarken et endnu mere anstrengt forhold til politikerne end Mohamed.

Derfor havde han sammen med Lotte Rod fra Radikale Venstre og Jens Ejner Christensen fra Venstre arrangeret fodboldkampen mellem de unge og politikerne.

- Der er mange, der ikke stoler på politikerne og systemet. De mener, politikerne snakker uden at gøre noget. De føler sig forbigået, siger Erol Erdogan til TV Syd.

Ingen af de unge, der kan stemme, ville i dag tale med TV Syd.

Ekstravideo: Se interview med Erol Erdogan, der fortæller om de unges forbehold overfor politikerne.