Vil opkræve 10 mio. hos sommerhusejere

Der er omkring ti millioner kroner på vej i statskassen. Pengene skal komme fra sommerudejere, der har glemt at opgive deres lejeindtægter.

SKAT Esbjerg vurderer, at de mange penge vil blive opkrævet i den nærmeste tid.

Forhistorien er, at SKAT for to år siden gennem udlejningsbureauer lavede et gennemgående tjek på, om sommerhusejerne nu havde opgivet deres lejeindtægter til skattevæsenet. Det var der mange, der ikke havde, og det gav skatteindtægter i ti millioner kroners-klassen.

Samme antal

Dengang var der to udlejningsbureauer, der ikke ville være med. Det vil de nu, og der er god grund til at tro, at det vil give lige så meget som sidste gang SKAT gennemgik sommerhusejernes udlejninger, fortæller projektleder Klaus Hansen.

- Det er det samme antal sommerhusudlejere, så jeg kan ikke se, hvorfor beløbet skulle blive mindre, siger Klaus Hansen til P4 Esbjerg.