Vil sende Fimm-sagen for Højsteret

Højsteret skal måske afgøre sagen om den seks-årige thailandske dreng Fimm må blive i Vamdrup. To retsindstanser har afgjort at Fimm må blive.

JydskeVestkysten har talt med Udlændingenævnet, som sammen med Justitsministeriet har søgt Procesbevillingsnævnet om en såkaldt tredjeinstansbevilling.

I en kort udtalelse fra Udlændingenævnet hedder det, at det er nævnets opfattelse, at sagen indeholder så principielle spørgsmål, at Højesteret bør have mulighed for at vurdere sagen.

Formandens anke

Vestre Landsret afgjorde den 14. maj, at den seks-årige dreng må blive sammen med den 15-årige Thipsuda. Landsrettens afgørelse var en stadfæstelse af afgørelsen i Retten i Kolding.

Udlændingenævnet valgte at anke afgørelsen fra byretten til Vestre Landsret. Det er siden - via justitsminister Morten Bødskov (S) - kommet frem, at afgørelsen om anken ene og alene blev truffet af Udlændingenævnets formand uden samråd med nævnets øvrige medlemmer.

Kan ikke huske Thailand

Udlændingemyndighederne havde i første omgang inddraget børnenes opholdstilladelse, fordi deres mor, der er fra Thailand, og hendes danske mand havde ophævet samlivet, hvorefter moren rejste hjem til Thailand uden børnene.

Vestre Landsret siger i sin afgørelse:

- Under hensyn til drengens alder ved ankomsten til Danmark kan han ikke have nogen erindring om Thailand, og hele hans forestillingsverden må derfor anses for knyttet til Danmark. Som anført af byretten må den danske mand anses for at være drengens primære omsorgsperson.

Den afgørelse er Justitsministeriet og Udlændingenævnet altså ikke enige i.