Varde: Vil være vild med vilje

Lad 1000 blomster gro - og lad klippemaskinen stå i garagen. Varde Kommune vil hjælpe de truede vilde bier, sommerfugle og andre insekter for at skabe mere biodiversitet.

Han spreder død og ødelæggelse i grøftekanterne i Varde kommune. Med et tryk på et håndtag starter  maskinfører Kjeld Petersen traktorens rabatklipper. Den begynder straks at pløje sig gennem rabattens grønne bed. Inden længe ligger blomsterne livløse bag traktoren. 

Sådan plejer det at være. Men nu rykker en ny mode ind på området. Som maskinføreren er helt med på. 

- Ja, vi er da med på det nye, siger Kjeld Petersen med et grin. 

Maskinfører Kjeld Petersen, Varde kommune, skal til at vænne sig til en ny måde at arbejde på. Nemlig IKKE at klippe grøfterne så ofte.
Maskinfører Kjeld Petersen, Varde kommune, skal til at vænne sig til en ny måde at arbejde på. Nemlig IKKE at klippe grøfterne så ofte.
Foto: Finn Grahndin

Førstehjælp til insekterne

Varde Kommune har indgået et partnerskab med foreningen Vild med Vilje. Det betyder, at man i særlige områder i kommunen vil lade planterne gro. I håb om at man på den måde skaber bedre vilkår for de hjemmehørende blomster. Som igen skal skabe bedre vilkår for insekterne.

 

- Naturen har ikke megen plads i Danmark, så det er vigtigt at bevare floraen i vores grøftekanter. For her finder vi mange af de arter, som er gode for vores sommerfugle og mange af de truede vilde bier, siger formand for Danmarks Naturfredningsforening i Varde, Merete Vigen Hansen.

Dovne kommunefolk?

Hun har i flere år arbejdet på at få overbevist repræsentanterne i kommunens Grønne Råd - inklusiv landbrugets deltagere - til at indføre ideen. 

quote

Folk vil måske tænke: "Er kommunen blevet dovne og gider ikke slå græsset?" 

Preben Friis-Hauge, formanden for udvalget Plan og Teknik, Venstre.

Forvaltningen havde udpeget ni områder i kommunen, hvor naturen kunne få lov til at folde sig ud. Men politikerne i teknik og miljø skar antallet ned til tre.

- Vi vil gerne være sikre på at kunne komme i gang her i 2019. Men vi vil også gerne høre borgerne, hvad de mener om det. For det her er jo noget nyt noget. Folk vil måske tænke: "Er kommunen blevet dovne og gider ikke slå græsset?", siger formanden for udvalget Plan og Teknik, Preben Friis-Hauge, Venstre. 

Træer skal dø

Det drejer sig om Ølgod Byskov, Oksbølparken og en 380 meter lang rabat på Nordre Boulevard i Varde by. Rabatten ligner et stykke hærværk, som den tager sig ud nu. Men det er helt bevidst, at der er skrabet ned til jorden. For så kan de hjemhørende planter lettere komme til i konkurrence med græsset. Træer er også bevidst blevet "tortureret", så de kan gå ud og skabe hjemsteder for insekter.  

Flere kommuner - her Billund - er med til at skabe grønne grøfter for biodiversitetens skyld.
Flere kommuner - her Billund - er med til at skabe grønne grøfter for biodiversitetens skyld.
Foto: Privatfoto

Soro, Herning, Herlev - og Kolding Kommune er "Vild med vilje". Kolding gør det her:  

  • Sortebjerg ved Lunderskov
  • Parken ved Odinsvej, Kolding
  • Kystskov ved Rebæk
  • Kystnært areal ved Moshuse, Binderup
  • Vejrabatten langs Højvangen og Dons Landevej nord for Kolding

Kære natur, kom indenfor 

Et informationsskilt er sat op. Overskriften hedder Vild med Vilje. Så borgerne kan læse, at det her område faktisk ikke er udsat for hærværk, men for en ide om mere biodiversitet.

- Ideen er, at vi vil gerne invitere naturen mere indenfor for at sikre biodiversiteten, siger Varde kommunes landskabsarkitekt, Charlotte Horn. 

Preben Friis-Hauge understreger, at Vild med Vilje til næste år kan brede sig til flere steder i kommunen, hvis folk tager godt imod ideen.  

Læs om Varde Kommunes initiativ. Klik her:

En grøft - som her på Strandvejen i Varde kommune - kan indeholde en lang række blomster, der er føde for insekter.  
En grøft - som her på Strandvejen i Varde kommune - kan indeholde en lang række blomster, der er føde for insekter.  
Foto: Finn Grahndin

Tre råd til selv at blive vild

Du behøver ikke vente på, at din kommune gør noget. Du kan selv gå i gang i din egen have. Det kræver især en anden måde at tænke på end den sædvanlige. Og husk at fortælle dine naboer at der er en grund til, at din have er ved at blive "langhåret". Her er tre råd fra Philip Hahn-Petersen, formanden for foreningen Vild med Vilje: 

1. Lad de vilde planter blomstre

Læn dig tilbage i havens lænestol og nyd at se græsplænens vilde planter skyde op og lad dem blomstre. Du vil blive overrasket over at se, hvilke planter der gerne vil gro her. Du kan eventuelt fjerne noget af græstørven, så der bliver mere plads til urter fremfor græsser. Slå græsplænen sjældent og varieret. Husk at fjerne det afklippede materiale. Brug eventuelt en le og riv høet sammen.

2. Større forskellighed

Vælg hjemmehørende planter, der giver føde til fugle, egern, insekter og andre dyr året rundt, og plant også stedsegrønne og tornede planter, som giver skjul og overvintringssteder. Skab etager i haven ved at plante træer, buske og stauder med forskellig højde. Lad døde og gamle træer stå. Du vil blive belønnet med mange flere dyr. Små som større. 

3. Stop brugen af gødning og gift

Gødning og pesticider er ikke godt for biodiversiteten. Det gælder om at få så næringsfattig en jord som muligt, hvis du vil gavne mangfoldigheden af vilde planter, så hverken organisk gødning eller kunstgødning høre hjemme i den vilde have. Pesticider slår planter og dyr ihjel, så de gavner selvsagt heller ikke de vilde arter.

Foreningen Vild med Vilje har fået hurtig succes og har nu knap 8.000 følgere på Facebook. Her klikker du dig ind på deres hjemmeside.

En humlebi boltrer sig med nektar fra en gederams.
En humlebi boltrer sig med nektar fra en gederams.
Foto: Finn Grahndin

Antallet af flyvende insekter falder

  • Tyske undersøgelser udgivet i 2017 viser, at mængden af flyvende insekters samlede biomasse i 63 naturbeskyttelsesområder siden 1990 er faldet med 76 procent.
  • Vi har officielt 29 arter af humlebier herhjemme, men tre af arterne er ikke registreret de seneste 70 år. Yderligere ni arter er rødlistede, blandt andre felthumle og kløverhumle.
  • Hos dagsommerfuglene er 49 ud af 69 arter herhjemme gået tilbage de seneste 70 år. Mere end halvdelen af arterne er truede eller sårbare. Elleve arter skønnes allerede at være tabt.

Kilde: Økologoisk Landsforening