Vil vise, at de er værdige

Esbjerg glæder sig til at vise, at holdet er værdige til at spille i Superligaen. Efter en sæson i 1. division lægger vestjyderne søndag ud mod Silkeborg.

- Vi glæder os meget over at være tilbage og er spændte på at se, hvor vi står, siger cheftræner Jess Thorup. Allerede inden forårssæsonen begyndte vi at øve os på Superligaen ved at møde stærke modstandere, og i de seneste træningskampe mod FC Midtjylland og Wolfsburg er vi også blevet testet på højt niveau. Vi er forberedt så godt som muligt, og vi er parate. Nu skal vi måles og vejes.

Hår på brystet

Sæsonen i den næstbedste række har givet en række unge spillere masser af spilletid - og hår på brystet. Der er opbygget en selvtillid og tro på egne evner, som bliver vigtig i de tætte kampe i Superligaen.

Skeptikerne har ret i, at vi har et ungt og uerfarent hold. Vi vælger imidlertid at anskue det positivt og sige, at vi har energien, viljen og lysten til at prøve os af på det højere niveau. Kan vi kombinere disse dyder med, at vi brænder efter at vise, at vi hører hjemme i Superligaen, tror jeg, vi er et stærkere mandskab end tidligere, siger Jess Thorup.

Hjemvendt

Hjemvendte Jerry Lucena, som er tilbage efter fem sæsoner i AGF, er med i startopstillingen.

- Jerry har spillet i Superligaen for blot fem-seks uger siden og kender tempoet og niveauet fra at have spillet på et hold i top fem. Han skal være med til at give os ro og tryghed i de faser, hvor kampe er på vippen, og også i dagligdagen skal han bidrage med sin store erfaring, siger Jess Thorup.