Vilde med ø-hop: Har trykt 200.000 ø- pas

De danske småøer startede en succes sidste år: Ø-hop. De har derfor trykt mere end dobbelt så mange ø-pas.

Sammenslutningen af Danske Småøer lancerede sidste år det såkaldte  ø-pas. Når man kører ombord på færgen, kan man få et stempel i sit ø-pas.

Antallet af pas er mere end fordoblet fra 70.000 fra sidste år til i år 200.000.

- Der var perioder, hvor vi løb tør for passene sidste år og måtte genoptrykke dem, siger overfartsleder Jens Hedemann, Aarø Færgen, til TV SYD.

Det rødbedefarvede pas bliver uddelt gratis på næsten alle færgerne til de 37 deltagende øer.

Hver ø har sin egen side i passet med informationer og plads til at få et særligt ø-stempel for hver ø.

- Vi kan tage den her. Det er Aarø, som ligger sidst. Men den er jo bedst, siger Jens Hedemann, som viser, hvordan passet stemples.

 Sammenslutningen af Danske Små-øer har fået flere samarbejdspartnere med: Bl.a. Færgerierne, Visit Denmark og Færgesekretariatet.