Vilde planer om Europas største forlystelsepark

En kæmpe konkurrent til Lalandia og Legoland er på vej. For en ny forlystelsespark skal efter planen stå klar i det østlige Billund i 2022.

I 2022 kommer der endnu en grund til at tage til Billund. En ny forlystelsespark på 300.000 kvadratmeter er nemlig på vej i byen, der også huser Legoland og Lalandia.

Bag parken står Gram & Jeppesen Group, som ikke ønsker at løfte sløret for hverken navnet eller konceptet - det er en forretningshemmelighed, men konceptet er prøvet af i udlandet, fortæller direktør Peder Jeppesen til TV SYD:

quote

Det er spændende maskiner og forlystelser. Nogle kommer op i 53 meters højde og den hurtigste kører 130 kilometer i timen.

Peder Jeppesen, direktør, Gram & Jeppesen Group

- Det koncept, vi kommer med, er aldrig set før i Danmark eller Europa. Vores forlystelsespark bliver i særklasse, og den bliver Europas største, siger han.

- Det er spændende maskiner og forlystelser. Nogle kommer op i 53 meters højde, og den hurtigste kører 130 kilometer i timen, fortæller Peder Jeppesen til TV SYD. 

Forlystelsesparken kommer også til at bestå af et hotel med 915 lejligheder og et parkeringsanlæg med plads til 4400 biler.

Konkurrencen i Billund skræmmer ikke

Det er infrastruktur, der er grunden til, at Billund er blevet valgt. 

- Det er en international by med en perfekt placering, siger Peder Jeppesen til TV SYD. 

Og selv om byen også huser både Lalandia og Legoland, frygter han ikke konkurrencen. 

- De er ikke konkurrenter, vi har noget helt nyt at byde på, siger Peder Jeppesen. 

Den nye forlystelsespark opføres i samarbejde med internationale og nationale investorer og kapitalfonde. Pengene er på plads, fortæller Peder Jeppesen.

Politisk beslutning mangler

Selv om der er styr på økonomien, er der stadig et stykke vej, før det første spadestik kan tages. 

- Projektet er slet ikke behandlet politisk endnu. Der skal laves nye lokalplaner, og vi skal finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, når det gælder højden på byggeriet og bebyggelsesprocenten, siger Ib Kristensen (V), borgmester i Billund til TV SYD. Derfor skal projektet nu på de politiske dagsordener i kommunen. 

Når det så er sagt, er borgmesteren naturligvis glad for, at endnu en forlystelse er på vej til Børnenes Hovedstad. 

- Jeg er glad, når der er nogen, der får øje på os og gerne vil investere i vores kommune, siger Ib Kristensen. 

Billund Kommune har været inde over projektet, som er tegnet af Creo Arkitekter.