TV der bevæger dig

Vildsvinehegn kom flyvende ind fra højre

Byggeriet af vildsvinehegnet nåede onsdag en ny fase. Det betød, at entreprenørerne, der bygger hegnet, måtte have hjælp af en helikopter.

00:52

Dele af det omdiskuterede vildsvinehegn blev onsdag fløjet på plads i svært tilgængelige vådområder. Video: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

- Det er et svært tilgængeligt område, det er blødt, og det er en følsom natur. Så det er den mest skånsomme måde at gøre det på.

Sådan siger skovrider i Naturstyrelsen, Anders Rahbek, om årsagen til, at en helikopter fra Esbjerg i dag fløj dele af det omstridte vildsvinehegn på plads.

  • 64 pakker á op til 503 kg. skal flyves fra Padborg til vildsvinehegnet.
  • Det ville kræve ca. 50 lastvogne til at transportere materiel, hvilket ville gå ud over naturen og miljøet.
  • Helikopteren flyver mellem fem og 700 meter til den dansk-tyske grænse, hvor hegnet er ved at blive opført.
  • Det tager under 2½ minut at levere de enkelte pakker med dele til vildsvinehegnet.

Det var ellers lige før, at den ikke kom afsted. En tågebanke forsinkede helikopteren i fire timer.

Fri for maskiner i vådområder

Ved Padborg går vildsvinehegnet langs åen Kruså. Her kan de almindelige maskiner ikke komme frem, og der skal der tages ekstra hensyn til naturen.

- Det kunne ikke være bedre. Det er mudret, så ellers havde de ødelagt en hel del, siger gårdejer Erika Frandsen, der ejer jorden langs to kilometer af grænsen.

Netop derfor bliver del-elementerne til vildsvinehegnet fløjet ud til de mest sumpede områder. Både for naturens og for byggearbejdernes skyld.

- Alternativet er, at vi slæber det ud med folk. Det duer ikke, forklarer entreprenør Ronni Bergholt fra Stentoft Hegn A/S, der står for opførslen af vildsvinehegnet.

Dyr helikopter er en god forretning

To lokale børnehaver så med, da helikopteren fløj med delene til vildsvinehegnet. Og selvom børnene var fascineret af helikopteren, der er dyr at have i luften, så kan det faktisk godt betale sig at flyve delelementerne på plads.

- Det er ikke dyrt set i forhold til de omkostninger, der ville være til køreplader o. lign. Det kan sagtens betale sig, fortæller Ronni Bergholt.

Helikopteren hentede lasten fra to forskellige lastezoner, så turen blev så kort som mulig.

Planen holder

Der mangler mellem otte og ti kilometer af hegnet.

- Det er et vanskeligt område fra Padborg til Flensborg Fjord. Men vi tror stadig på, at vi holder tiden, slutter skovrider Anders Rahbek.

Efter planen skal vildsvinehegnet stå færdigt i løbet af efteråret.