Vildsvinehegnet: Der bygges på livet løs

Til november skal vildsvinehegnet være færdigt. Lige nu er der bygget 29 kilometer af det knap 70 kilometer lange hegn, skriver Flensborg Avis.

 Fra Kollund Skov mod øst til Vadehavet mod vest. Snart står der 68,6 kilometer hegn på strækningen, der skal holde vildsvin og afrikansk svinepest ud af landet. Lige nu er 29 kilometer af hegnet sat op. Deadlinen hedder november, så lige nu arbejdes der på højtryk for at nå det til tiden. Det fortæller Martin Brink, Naturstyrelsens projektleder, til Flensborg Avis.

quote

Vi har sat ekstra låger op ved Rudbøl, fordi de tyske naboer altid har fået tur over grænsen, og vi vil jo ikke lukke nogen ude. Kun grisene.

Martin Bring, lnadskabsforvalter, Naturstyrelsen

I næste uge går arbejdstempoet i vejret, når endnu et hold går i gang med at sætte hegn op på en 10-12 kilometer strækning ved Magisterkrogen og ved Hasberg Sø. Her har arbejdet stået stille under fuglenes ynglesæson.

For at arbejderne kan komme til at bygge hegnet, har staten eksproprieret 42 hektar jord – eller seks meter langs grænsen. De fire af metrene har landmænd og lodsejere mulighed for bruge og dyrke på.

Der er permanente overgange i hegnet, blandt andet ved Schengen grænseovergange og vandløb, andre steder er færiste eller låger, så hegnet kan passeres. Der er max en kilometer mellem hver låge.

- Vi har sat ekstra låger op ved Rudbøl, fordi de tyske naboer altid har fået tur over grænsen, og vi vil jo ikke lukke nogen ude. Kun grisene, siger Martin Brink til Flensborg Avis.  

Sådan bliver hegnet:

  • Det kommende vildsvinehegn vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden. På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengenovergange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer. Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20x20 centimeter åbning i hegnet.

 

Kilde: Naturstyrelsen