Ville fylde gas på lighter - villa ramt af voldsom brand

Det gik helt galt, da en beboer i en villa i Fredericia onsdag aften ville fylde gas på en lighter. Pludselig blev lightergassen antændt, og hurtigt bredte ilden sig til hele huset.

Ingen personer kom noget til, selvom en beboer i en villa på Martinsvej i Fredericia fik sig noget af en forskrækkelse, da en påfyldning af gas på en lighter onsdag aften udviklede sig til en voldsom brand.

Der blev slået alarm klokken 21.02 - og mandskab fra Trekantbrand kæmpede længe for at redde villaen fra at brænde helt ned.

Se video på localeyes.dk.

- Husets stueplan er meget medtaget efter branden, og tagkonstruktionen er udbrændt. Heldigvis slap den uheldige beboer ud uden fysiske skader, siger vagtchef Michael Sehested, Sydøstjyllands Politi, torsdag morgen til TV SYD.