Villy Søvndal tager nedturen med

Udenrigsminister og tidligere partiformand Villy Søvndal stod bag SFs optur, og nu tager han nedturen med.

Kommunalvalget i 2009 blev et kanonvalg for SF, og nu står partiet i meningsmålingerne til at tabe det meste igen.

- Sådan er det i politik. Nogle gange går det fremragende, andre gange er der modvind. Det afgørende er, at SF står det rigtige sted politisk, og det tror jeg, at partiet gør, sagde Villy Søvndal, da han tirsdag formiddag afgav sin stemme i Kolding, hvor han bor.

Han trøster sig ved, at rød blok som helhed ikke står til tab ved dagens kommunalvalg.

Villy Søvndal begyndte sin politiske løbebane som medlem af byrådet i Kolding fra 1982 til 1994.