Vind-energi i forurenet plantage

Vardes borgmester og kommunaldirektør går direkte til miljøminister Ida Auken i et nyt forsøg på at få vindmøller ved Kærgård Klitplantage.

Når Varde Kommune inden længe tager stilling til en plan for op mod 40 store vindmøller, er det oplagt at inddrage et kystområde ved den forurenede Kærgård Klitplantage, hvor møllerne hverken vil genere naboer eller fritidsliv. 

Området er belastet

Det fastholder borgmester i Varde Kommune Gylling Haahr (V) og kommunaldirektør Max Kruse, der efter afslag fra Naturstyrelsen henvender sig direkte til miljøminister Ida Auken (SF).
 
- Plantagen er ikke en del af forsvarets træningsareal, og området er så belastet af forurening fra giftdepotet fra Grindstedværket, at det ikke er velegnet til rekreative formål, skriver borgmester Gylling Haahr og kommunaldirektør Max Kruse i brevet til miljøministeren.

Ubeboede områder

I den offentlige debat om en ny vindmølleplan i Varde Kommune har flere undret sig over, at man ikke kan planlægge vindmøller på nogle af forsvarets og Naturstyrelsens ubeboede områder langs kysten. 

 Varde Kommune har dog stor forståelse for, at vindmøller ikke må påvirke forsvarets muligheder for at træne soldaterne, understreger Gylling Haahr og Max Kruse i brevet til ministeren. Netop derfor foreslog kommunen Naturstyrelsen at bruge et område ved Kærgård Klitplantage til vindmøller.

Fredet område

Men svaret var, at klitplantagen er et særligt EU beskyttet natur- og fugleområde, og at hele plantagen er fredet. Derfor vil det ifølge Naturstyrelsen ?være overordentligt vanskeligt at gennemføre planlægning for vindmøller i Kærgård Klitplantage.?

Det vakte undren på rådhuset i Varde, og med brevet til miljøministeren efterlyser borgmester Gylling Haahr og kommunaldirektør Max Kruse nu nye drøftelser om vindmøller i området.

De henviser til, at der ikke vil være behov for at fælde skov i plantagen, hvis det er under 150 meter høje, typegodkendte møller, og at det dermed kun i begrænset omfang vil påvirke plante- og dyreliv.