Vinder pris for film om Alsion

En film om Alsion, hvor biler, bygninger og mennesker ligner legetøjsfigurer, har vundet en amerikansk film-pris.

Christian Biernath-Wüpping, der har fremstillet filmen, kommer fra Kiel, men læser på Syddansk Universitet på Alsion - nu på fjerde semester.

Han anvender en teknik, hvor han filmer livet i fugleperspektiv. Han har bl.a. mødt velvilje fra både Sønderborg Kaserne og Alsion for at kunne filme fra de høje tage dér, mens biler og lystsejlere passerer broen på hver deres måde, mens biler og fodgængere myldrer ind på Alsion, og mens tog ankommer og tømmes for passagerer.

Filmen er derefter klippet til og spilles i et hurtigt tempo, som sammen med musikken skaber en let, humoristisk og glad stemning.

Filmen vandt en pris i Maine Media's Photo and Video Contest. Og skaberen er inviteret til prisoverrækkelsen til sommer, men det kniber med penge til rejsen.

- Det var en sjov og spændende opgave, og dem, jeg hidtil har vist filmen til, har været begejstrede, siger Christian Biernath-Wüpping. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at deltage i konkurrencer med den og opdagede den amerikanske Maine Media Contest, som beskrev en kategori, hvor jeg tænkte, at den kunne have en chance. Men jeg blev alligevel meget overrasket og glad, da jeg så pludselig fik en mail om, at jeg havde vundet kategorien "Spirit of Place" og således tilsyneladende har formidlet øjeblikket, ånden og stedet på en god måde og endda til international forståelse.

Link til Maine Media Contest:

Se filmen her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.