Vinderen af den store strikkedyst blev:

I går blev det afgjort, hvem der er landsdelens bedste amatørstrikker, da det sidste program i Den Store Strikkedyst løb over skærmen.

Og vinderen blev Dorthe Danscher fra Horsens. Efter en lang og hård finale var det hende, der kunne lade sig kåre som vinder af TV SYDs første strikkedyst nogensinde.

- Jamen, det er så fedt. Jeg kan slet ikke forklare det. Jeg er så høj, sagde Dorthe Danscher lige efter, at hun havde fået overrakt garnnøglen og strikkepindene som bevis på hendes sejr.

Den 56 årige uddannede folkeskolelærer har strikket det meste af hendes liv. Da hun som barn begyndte i skole kunne mange af hendes klassekammerater strikke, det kunne Dorthe Danscher ikke, men fik det hurtigt lært af sin far. Og siden har strikkepindene været en fast del af Dorthe Danschers liv. Og den erfaring var altså nok til, at hun i går kunne lade sig hylde som vinder.

I finalen der vandt Dorthe Danscher over Marie Rølling fra Kolding og Annette Jørgensen fra Avnbøl.