Vindmølleplan sættes i bero i Hedensted

De folkelige protester mod at opstille op til 135 meter høje vindmøller i 14 forskellige områder i Hedensted Kommune har fået lokalpolitikerne til at vakle.

Venstre og konservative vil nu stille planerne i bero, fordi der er usikkerhed om møllernes lavfrekvente støj.

De to partier henviser til, at miljøminister Karen Ellemann (V) ikke er færdig med at undersøge, om der skal være maksimumgrænser for den lavfrekvente støj.

- Vi ønsker at tage borgernes utryghed over den lavfrekvente støj alvorligt. Ved at sætte forberedelsesarbejdet på stand by indtil vi har en afklaring fra ministeriet, tager vi både hensyn til utrygheden og mølleopstillernes tid og penge, siger borgmester Kirsten Terkilsen (V).

Ud i havet

Borgmesteren vil nu undersøge mulighederne for at sætte vindmøllerne ud i havet. Hun har inviteret Horsens, Skanderborg og Odder kommuner til at samarbejde om en plan for havvindmøller.

- De andre kommuner har samme udfordringer med at placere vindmøller i de forholdsvis tæt befolkede områder, og derfor er det oplagt at undersøge mulighederne for fælles vindmølle-parker på havet, konstaterer hun.

Socialdemokraterne i byrådet mener, at arbejdet med landvindmøllerne skal fortsætte. De mener, at arbejdet netop skal bruges til at afdække de miljømæssige forhold.

Borgmesteren regner dog med politisk opbakning til sin plan.

- Jeg har nu talt med byrådets partier og forventer opbakning til min linje, siger Kirsten Terkilsen.
 
Foreløbig er vindmølleplanen i offentlig høring frem til 28. februar.

Alle kommuner er for tiden i gang med at udpege arealer til opstilling af vindmøller efter ordre fra Miljøministeriet..