Vindmøller truer storkeunger

En række vindmøller truer nu Danmarks eneste ynglende vilde storkepar ved Smedager i Sønderjylland. Det skriver Storkene.dk

Opstillingen af nogle af vindmøllerne, der endnu ikke er vedtaget, er planlagt til at blive opstillet blot 1,5 km fra storkereden. Det vækker bekymring for både de lokale, der er glade for deres storkepar, og hos Storkene.dk.

- Problemet med opstillingen så tæt på storkereden er, at vindmøllerne bliver placeret i et område, hvor storkene fouragerer. Storkene opfatter ikke vindmøllevingerne som en fare og bliver derfor lette ofre for dem. Ikke mindst ungstorkene kan få problemer med vindmøllerne, da de er utrænede og endnu ikke har lært om de farer et moderne landskab rummer. Det være sig både højspændingsledninger og vindmøllevinger, siger Mogens Lange fra Storkene.dk til TV SYD.

Storkene.dk, ønsker derfor at ændre placeringen af vindmøllerne så tæt på storkereden.

- For lige så meget god publicity der er at huse Danmarks eneste ynglende storkepar ? er der modsat ikke meget god publicity i at skulle hente en død stork under en vindmølle, siger Mogens Lange.

Storkeparret i Smedager, der sidste år fik tre storkeunger på vingerne, forventes at ankomme til den sønderjyske rede i april måned.

Se tv-indslag på TV SYD i morgen torsdag.

Læs om sagen på Storkene.dk

Læs kommuneplanen for vindmøllerne