Vindmølletårn spærrer stadig vej

Trods indsats fra ikke færre end tre kraner, så er en havareret vindmølletransport onsdag morgen endnu ikke kommet på et køl, så Gl. Darumvej mellem Gredstedbro og Esbjerg er på 2. døgn spærret.

Uheldet er sket på Gl. Darumvej ved Gredstedbro natten til tirsdag kort efter, at vindmølletransporten ved 02-tiden passerede krydset og Kjærgaardsvej og  Gl. Darumvej.

Ved passagen kom transporten ud i grøften og har sat sig fast. Herved rev vindmølletårnet sig løs fra blokvognen og ligger nu på kørebanen.

 

Tårnet skal nu løftes op og køres væk på en anden blokvogn. Hele tre kæmpe-kraner er tilkaldt og trods en ihærdig indsats er det endnu ikke ykkedes at få vindmølletårnet bjærget og transporteret videre til bestemmelsesstedet Esbjerg Havn. Transporten var undervejs fra Siemens i Rødekro.

- Vi venter stadig på at få en melding om, at Gl. Darumvej er ryddet og kan åbnes, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD onsdag morgen.