TV der bevæger dig

Vinteren strejfede Vejle

Motorvejen ved Vejle var fint saltet, selv om sneen faldt tæt ved middagstid.

Meteorologernes modeller ramte plet i dag. Ved middagstid begyndte det at sne i Vejle og nordpå. Men efter en times tid, helt efter beregningerne, slog vintervejret over i slud. Men der er ubehageligt vejr i vente.

Der faldt et par centimeter sne, og det skabte ingen trafikale problemer. Der var saltet forebyggende på motorvejen og de større veje.

Vejrudsigterne har hele tiden regnet med, at snevejret ville strejfe det nordligste af vores landsdel. Og for en gangs skyld fik de ret.

Længere oppe i Jylland falder der mere sne.

- Mandagen begynder lidt vinteragtigt, men ellers bliver det en rigtig træls uge med hverken varme eller kulde og blæst og regn, siger vagtchef Jørn Thomsen fra DMI til Ritzau.

Snefygning i nord

Nattefrosten hænger stadig i luften flere steder mandag, og derfor kan den front, der bevæger sig ind over landet fra sydvest, falde som slud eller sne.

- Specielt Nordjylland er udsat for markant vintervejr. Der kan falde op til cirka fem centimeter sne, siger Jørn Thomsen.

Der vil også komme snefygning, da der blæser en jævn til hård vind i løbet af dagen, lyder det fra vagtchefen.

- Det er ikke bare i småtingsafdelingen, men det er kun nogle timer. Det letter også sydfra i løbet af eftermiddagen og aftenen, siger Jørn Thomsen.

Ubehageligt vejr

Tirsdag og onsdag kommer der ikke meget vind, og vejret vil være gråt og vådt de fleste steder med temperaturer mellem en og fem graders varme. Der kan stadig være noget kulde tilbage i den nordlige del af landet.

- Den sne, der falder, det kan godt være, at den overlever tirsdagsdøgnet, siger Jørn Thomsen.

Natten til torsdag begynder det at regne mere markant, og regnen fortsætter både torsdag, fredag og lørdag med temperaturer på mellem to og fire graders varme.

- Det er ubehageligt vejr, når vi kigger længere frem på ugen, lyder det fra vagtchefen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden