Vinterens koldeste morgen

Vinterens laveste temperatur er her til morgen blevet målt i Billund.

Det er en iskold morgen, så du skal pakke dig godt ind, hvis du skal udenfor. Især hvis du bor i Billund, her er vinterens hidtil laveste temperatur på hele -8,9 grader blevet målt her til morgen, skriver TV2.

Det er en kombination af flere ting, der giver den lave temperatur, det er vindstille, der er en kold polarluft over Danmark, og vi har klart vejr.

Også andre steder i landsdelen er det næsten lige så koldt. I Esbjerg er der blevet målt -6,6 grader, i Horsens -7,7 grader, mens temperaturen i Sønderborg er noget tættere på frysepunktet, -0,4 grader.

Efter den kolde start på dagen vil temperaturen ved middagstid stige til omkring frysepunktet. I aften og i nat bliver det tørt og klart, men også med risiko for stedvis rimtåge flere steder i Syd- og Sønderjylland.