VisitDenmark: En kickstart til kyst- og naturturismen

Turisterhvervets organisationer glæder sig over vækstplan, der skal sparke nyt liv i turismen.

Regeringen og Venstres nye vækstplan får ros, når det gælder satsningen på turisme og oplevelsesøkonomi.

Såvel VisitDenmark som Videncenter for Kystturisme og hovedorganisationen Horesta giver turismeplanen, som blev præsenteret af regeringen fredag, positive ord med på vejen.

Ifølge aftalen er der 20 millioner kroner ekstra til international markedsføring af dansk kystturisme. Det glæder Jan Olsen fra VisitDenmark

- Det er meget positivt, at der nu fokuseres målrettet på kystturismen for at få de udenlandske turister tilbage til Danmark, og det kan kickstarte væksten i kyst- og naturturismen. Med ekstra fart på udviklingen af erhvervs-, storby- og kulturturismen kan man fastholde de meget positive takter her, siger Jan Olsen til Ritzau.

Direktør Lars H. Olsen fra Videncenter for Kystturisme (CKT) støtter forsøget med at bygge tættere på strandbeskyttelseslinjen og i kystzonen.

- Forsøgsordningen ligger i klar forlængelse af vores anbefalinger og aktiviteter i regi af de 20 særlige feriesteder, vi har arbejdet målrettet med at udvikle de seneste to år i samarbejde med kommuner og turistaktører, siger Lars H. Olsen.