VM-bronze til Horsens-sejler

Anne-Marie Rindom havde splittede følelser, da hun fredag vandt VM-bronze i Laser Radial i Aarhus.

Først og fremmest var den 27-årige Horsens-sejler ovenud lykkelig over, at hun tog en medalje, men inde bag facaden ærgrede hun sig også over, at det ikke blev til endnu mere.

Rindom indledte fredagens medalrace uden mulighed for at nå guldet efter en 33.-plads i den næstsidste sejlads.

quote

Jeg er glad og stolt over, at jeg ender med at få en medalje.

Anne-Marie Rindom, VM-bronzevinder, Horsens

- Jeg er glad og stolt over, at jeg ender med at få en medalje. Da jeg stod op i morges, var jeg ret skuffet over, at jeg ikke var med i guldkampen hele vejen. Det var mit mål med det her stævne. Jeg er stadig lidt skuffet, men helt vild glad over, at det trods alt blev til bronze i stedet for en fjerdeplads. Så jeg er helt klart mest glad, siger Anne-Marie Rindom.

Danskeren lå i begyndelsen af medalrace langt tilbage i finalefeltet på ti både, men hun endte med at krydse mållinjen som treer, hvilket rakte til VM-bronze.

- Vi har sejlet på banen flere gange, og den er svær. Efter starten blev jeg låst, og jeg måtte sejle gennem en skralder, som er dårlig luft, siger Rindom om den dårlige start.

Hun fik alligevel fart i båden og kunne til sidst lade sig hylde foran en fyldt tribune på Aarhus havn.

- Det var for sindssygt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Den opbakning fra publikum var helt vild. Min familie stod på forreste række med danske flag, siger hun.

Belgiske Emma Plasschaert tog guldet i Laser Radial, mens sølvet endte hos Marit Bouwmeester fra Holland.