Vognmænd om underbetalte chauffører: Op til forbrugerne

Forbrugerne skal kunne vælge varer fra, som er blevet fragtet til butikkerne af underbetalte østeuropæiske lastbilchauffører. Det mener formanden for vognmændene i Vejle-området.

- Vi skal måske lave en certifikat-ordning, så forbrugerne kan se, når de kommer ned i Brugsen, om det er transporteret på en anstændig måde.

Sådan lyder forslaget fra Per Rasmussen, der er formand for vognmændene i Vejle-området, efter at TV SYD i denne uge kan dokumentere, hvordan virkeligheden ser ud for underbetalte, østeuropæiske langturschauffører, der kører varer til Danmark.

Og det giver rigtig god mening, at butikkerne skal dokumentere overfor forbrugerne, hvordan deres varer er blevet fragtet til butikken, mener han.

- Vi ser flere store butikskæder herhjemme profilere sig på, at hvis man køber varer fra udlandet, så er det produceret efter ordentlige forhold. Så er det underligt at den del af opgaven, der foregår herhjemme, ikke også skal foregå under ordentlige vilkår, fortæller Per Rasmussen.