Vognmand frifundet for drab

For to år siden fløj taget af hans sættevogn på Vejlefjordbroen og røg over i modsatte vejbane. Her satte det sig fast i forruden på en minibus og to passagerer blev dræbt.

Ulykken skete i sommeren 2007.

På det tidspunkt var sættevognen tre år gammel, og i øvrigt i udmærket stand, konkluderede retten.

Fire måneder før ulykken havde vognen dog været på værksted, fordi taget havde en tendens til at sætte sig fast.

Desværre var reparationen "udført på en måde, der ikke var hensigtsmæssig", som en bilinspektør konkluderede, og det fik altså fatale følger for to personer.

Vognmanden havde i øvrigt sørget for at sættevognen var godt vedligeholdt, og derfor mente retten ikke at han kunne dømmes for uagtsomt manddrab.