Vognmand idømt bøde på 131.000 kroner

En bulgarsk vognmand er blevet straffet med en stor bøde. Hans chauffør havde ikke papirerne i orden.

Retten i Kolding idømte onsdag en bulgarsk vognmand en bøde på 131.000 kroner.

I februar blev vognmandens makedonske chauffør standset af Sydøstjyllands Politi, der konstaterede, at han ikke havde nogen førerattest, og kun kunne fremvise diagramark, der dokumenterer kørslen, for den pågældende dag og de to forudgående. Ikke for 28 dage som det kræves.

Chaufføren blev allerede i februar ved retten i Kolding idømt ti dages betinget fængsel. Han fik desuden en bøde på 64.000 kroner og blev frakendt førerretten ubetinget i seks måneder i Danmark. Derudover blev han udvist med indrejseforbud i seks år.  

Hvis bøden ikke er betalt inden to måneder fra endelig dom, så vil lastbilen blive solgt.

Den bulgarske vognmand har nu udbedt sig betænkningstid med hensyn til dommen.

Politiets Tungvognscenter Syd har imellemtiden tilbageholdt vognmandens lastbil som sikkerhed.

- Hvis bøden ikke er betalt inden to måneder fra endelig dom, så vil lastbilen blive solgt og pengene vil blive brugt til at betale bøden, siger specialanklager fra Sydøstjyllands Politi, Pernille M.A. Moesborg, i en pressemeddelelse til TV SYD.