Voldeligt opgør i Finlandsparken

Politiet er massivt til stede i Finlandsparken i Vejle efter voldeligt sammenstød.

En større efterforskning er i gang i Finlandsparken i Vejle efter et voldeligt opgør onsdag sidst på eftermiddagen. 

Detaljerne er endnu uklare, men vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jesper Duus, fortæller, at det drejer sig om en uoverensstemmelse mellem to parter.

- Vi er massivt til stede og har efterforskere og hundepatrulje på stedet, men af hensyn til efterforskningen kan vi ikke komme sagen nærmere på nuværende tidspunkt, oplyser Jesper Duus.

Han ved endnu ikke, hvor mange personer der er indblandet, men han oplyser, at en person er kørt på skadestuen med overfladiske skader.