Voldgrave skal undersøges efter flere dødsfald

Fredericia Kommune vil reagere efter det andet dødsfald i voldgrave på to uger.

På blot to uger er der fundet to omkomne fredericianere i byens voldgrave. Det får nu Fredericia Kommune til at reagere. 

- Det er meget usædvanligt, at der er dødsfald i forbindelse med vores voldgrave. Men det er klart, at vi tager det meget alvorligt, når det sker to gange på så kort tid. Så det betyder, at vi vil kigge på, om vi kan gøre noget, siger Christian Bro (S), som er formand for Miljø- og Teknikudvalget.

Samme holdning har byrådsmedlem Lars Ejby Pedersen (S). Han er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, som Fredericias voldanlæg formelt hører under. 

Tre fald

Det seneste dødsfald fandt sted i voldgraven ved Hugo Mathiessensvej, hvor liget af en mand blev fundet fredag morgen. 

Samme sted var der i november gang i en omfattende redningsaktion, da en ældre mand på aftentur faldt ned ad skrænten ved voldanlægget. Både ambulance og brandvæsen var på stedet og og fik ham reddet op ad den svært fremkommelige skrænt. 

For blot to uger siden blev en 60-årig kvinde fundet livløs i voldgraven mellem Danmarks Port og Prinsens Port. Der er ikke foregået noget kriminelt i nogle af tilfældene, vurderer Sydøstjyllands Politi.