Voldsoffer: Svigtet af systemet

Morten Mølbæk er efter syv måneders venten frifundet for vold. Han føler sig totalt svigtet af systemet.

Han blev tilbage i oktober overfaldet af tre litauere på et diskotek i Haderslev. Han fik bl.a. et grimt sår i panden og valgte at anmelde sagen. Og da sagen skulle for retten viste det sig pludselig, at han selv var sigtet for at have forsvaret sig mod overfaldsmændene.

- Det meget, meget lange forløb er uacceptabelt, siger hans forsvarer, Jens Hedegaard, til TV SYD.  Den tillid, som Morten har opbygget til efterforskerne i forløbet – og så pludselig vender de sig 100 procent imod ham  Han oplever jo i den grad et svigt fra samfundet.

Morten Mølbæk skulle vidne mod sine overfaldsmænd i retten i januar. Men her fik han første gang at vide, at han måske ville blive sigtet.

I marts kom så tiltalen – og onsdag blev sagen afgjort i retten. Med en frifindelse.

- Jeg kunne ikke være gladere, siger han torsdag til TV SYD.

Morten Mølbæk er ikke sikker på, at han vil anmelde sagen, hvis han igen skulle komme ud for et overfald, hvor han skulle forsvare sig. Syv måneder har tæret hårdt på ham – og så sent som mandag – før retssagen – var han meget påvirket af den lange ventetid, fortæller hans forsvarer.

- Folk skal selvfølgelig anmelde vold. Men jeg vil overveje det. Jeg synes ikke, at systemet har været der for mig, siger Morten Mølbæk til TV SYD.

Politiet må ikke kommentere sagen, før fristen for at anke den er udløbet . Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om frifindelsen skal ankes.