Voldsom brand på plastikfabrik opstod udenfor hegnet

For et par uger siden opstod der en voldsom brand i en virksomhed i Tinglev, der genanvender plast. Politiets undersøgelser viser, at branden er opstået som følge af en lille naturbrand lige op af hegnet til virksomheden.

Branden opstod omkring klokken 21 mandag den 29. april. Branden udviklede så kraftig røg, at beboere i området i beredskabsmeddelelser blev opfordret til at lukke vinduerne og holde sig indendørs. Den kraftige røg fik også Banedanmark til at indstille togdriften mellem Tinglev og Sønderborg i flere timer

I første omgang var det politiets teori, at branden opstod inde på selve virksomheden Polyloop ApS, der genanvender blandt andet hård plast, granulat og ruller af folie.

quote

Vi har ikke fundet spor af nogen form for  brændbare vædsker, så vi tror, at der er smidt et cigaretskod.

Thomas Berg, politikommissær, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Vores brandtekniske undersøgelser fastslår dog, at branden er opstået i noget græs nær et træ lige udenfor fabrikkens hegn. Ilden har så fået fat i noget plastik lige inden for hegnet og udviklet sig. Vi har ikke fundet spor af nogen form for brændbare vædsker, så vi tror, at der er smidt et cigaretskod, oplyser politikommissær Thomas Berg, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Påsat brand udelukket

Den 29. april var det fortsat meget tørt, da der først faldt regn i begyndelsen af maj. Politiet mener derfor, at der er tale om, at branden skyldes uforsigtighed - eksempelvis ved at der smidt et cigaretskod ud fra en forbipasserende bil. Det er udelukket, at der skulle være tale om en påsat brand.

Branden bredte sig også fra fabrikshallen til to nabobygninger, der rummede to andre virksomheder. Begge bygninger brændte ned.