Voldsom regn generer morgentrafikken

Mandag morgen har voldsomme regnskyl lokalt generet trafikken - bl.a. på motorvej E 45 ved Vojens.

DMI har varslet, at der fra morgenstunden kan falde kraftige regnbyger lokalt - nogle steder også byger med hagl og torden.

Morgentrafikken på motorvej E45 ved Vojens blev kort før klokken 08 ramt af en kraftig regnbyge, der gav meget nedsat sigtbarhed og skabte risiko for akvaplaning.

Ifølge DMI vil risikoen for regnbyger, hagl og torden være tilstede både mandag og tirsdag.

- Der kommer perioder med sol, men der kommer også perioder med byger, og de kan lokalt være med hagl og torden, hvilket er et tegn på, at de kan være ret kraftige, siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jesper Eriksen tidligt mandag morgen til Ritzau.

Ugen slutter med sol og varme

Det våde, blæsende og lidt kølige vejr varer frem til weekenden.

- Fredag har vi sat temperaturerne til mellem 18 og 23 grader, og så vil der være perioder med lidt eller nogen sol. Lørdag skruer vi lidt op for solen de fleste steder og siger samtidig mellem 20 og 25 grader, siger meteorolog Jesper Eriksen.