TV der bevæger dig

Voldsomt olieudslip i Aabenraa

09:39

Oprydningen virkede håbløs. Foto: Erik Smedegaard

1 af 2

En olietank med 6.000 tons fiskeolie brød i nat sammen på havnen i Aabenraa, og en trykbølge af olie væltede et træ, smadrede tre biler og oversvømmede et stort område omkring havnen. En anden olietank med 1.000 tons sojaolie er sprunget læk.

Naboer fortæller, at de i nat hørte en eksplosion.

Medarbejdere på tankanlægget var netop blevet færdig med at pumpe 6.000 tons eller seks millioner liter fiskeolie over i tanken fra et skib. Der lød et brag og olietanken brød sammen.

Beredskabet frygtede i første omgang, at flere tanke kollapsede, men det er tilsyneladende kun en olietank mere, der er skadet.

Indsatsleder Torben Groos fra brandvæsenets i Aabenraa oplyste ved 11-tiden, at olien bliver opsamlet med slamsugere og sendt videre til deponering.

- Vi regner med at være færdige i løbet af nogle timer, hvorefter kommunens miljøvagt tager over i samarbejde med forsikringsselskabet. De skal stå for oprydningen i folks haver, siger Torben Groos.

Han regner med, at hele oprydningen tager flere dage.

Beredskabet har sikret, at lækken i tanken med sojaolie er blevet stoppet.

Olien er ikke en risiko for miljøet. Fiskeolie bruges til minkfoder, mens sojaolie blandt andet bruges til femstilling af margarine.

TV SYD har for få måneder siden fortalt, at beboerne på Lindsnakkevej frygtede et olieudslip fra tankanlægget på havnen. Netop deres kvarter er blevet oversvømmet. Bølgen af olie var så voldsom, at den blev presset ti meter op ad en skrænt.

Årsag ukendt

Det ødelagte tankanlæg på Aabenraa Havn ejes af Dansk Pelsdyr Foder i Randers.

- Det ser katastrofalt ud, siger direktør Mogens Søndergaard.

Han henviser til, at den ene tank totalt brød sammen.

- Det er rigtigt skidt, men det er trods alt heldigt, at ingen mennesker kom til skade, understreger han.

Mogens Søndergaard tør ikke gisne om årsagen til, at tanken brød sammen.

Dansk Pelsdyr Foder risikerer nu et erstatningskrav på millioner af kroner for de skader, der er sket.

Se også temaet om farlige virksomheder.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden