Voldsomt uvejr ramte vestkysten

Europæiske eksperter advarer om risiko for kraftig torden, skybrud og vindstød af stormstyrke langs Vestkysten i aften. De har udsendt et kategori 3-varsel. Kategori 3 er den højeste varselskategori. SIDSTE: Klokken 17 melder en beboer på Fanø, at voldsomt uvejr har ramt Vadehavet. Med kraftige vindstød, torden og haglbyger.

Ifølge TV2 Vejret er det det europæiske center for tordenforudsigelse, ESTOFEX, som står bag varslet, som betyder, at der forventes "en relativ stor udbredelse af voldsomt vejr".

Voldsomt uvejr

DMI tøver lidt med at udsende et regulært varsel om uvejret. Men meterolog Bjarke Rasmussen, Flyvestation Skrydstrup, bekræfter overfor TV SYD, at uvejret er meget voldsomt nede ved den hollandske kyst.

- Det er svækket lidt ude over Helgolandsbugten, men det kan tage til i styrke. Det vil betyde mange lynnedslag i et bælte på 10-20 kilometer op langs vestkysten, siger han.

Pas på ved vestkysten

Bjarke Rasmussen råder folk til at passe på med at gå langs kysten i aften. Og det er også en god ide at slå elektriske apparater fra, hvis man bor fra Vadehavet op over Blåvandshuk. Umiddelbart ser det ud til at uvejret vil kulminere over Ringkøbing Fjord.

Allerede til morgen fik Sønderjylland en forsmag, da et voldsomt tordenvejr med flere tusinde lyn krøb op over Sønderjylland med retning mod Kolding.

Tordenen var ledsaget af kraftige regnbyger.

Bliver værre i aften?

Men vejret i aften varsles at blive endnu mere ekstremt.

- Der er meget stor forskel på temperaturerne. Fra de 27-28 grader vi har nu - og luften bag fronten. Så det bliver slemt, siger Bjarke Rasmussen.

Tordenbygerne kan være ledsaget af skybrud, hagl og lokalt vindstød af stormstyrke og vil bevæge sig fra Holland og Nordvesttyskland videre til den sydlige del af Jylland i løbet af i aften. Fortæller Danny Høgsholt TV2 Vejrcenter og forsætter:

- Varslet er et 'risiko­varsel' som fortæller, at der i det pågældende område er en risiko for voldsomt vejr. Således er det ikke alle, der vil få uvejret at opleve - og i de østlige egne ser vejret ganske fredeligt ud.
 

Første gang i Danmark

- Et kategori 3 varsel udsendes kun yderst sjældent af ESTOFEX og er aldrig før udstedt for Danmark - men primært for Syd- og Mellemeuropa, hvor tordenbyger traditionelt kan være meget voldsomme.

Sidste gang ESTOFEX advarede om så kraftige uvejr var i januar 2009, hvor det var Sydfrankrig, der stod for skud, fortæller Danny Høgsholt.

Det var et voldsomt møde mellem varm luft over Europa og koldere luft over Nordsøen, som udløste uvejret.

Det drev over Vadehavet og tværs over Sønderjylland ved 18-tiden.

Kl. 19.30 var uvejret nået nord for TV SYDs region - og en omstilling til Esbjerg Havn, hvor TV2 Vejret tilfældigvis havde valgt at sende fra i aften, viste næsten magsvejr....