Voldsomt vejr: Lynnedslag ned i to huse

Morgentimernes voldsomme tordenvejr forårsagede lynnedslag i to forskellige beboelsesejendomme. Ingen beboere kom noget til.

Både på Rømø og i Bramming slog lynet ned i huse, da et voldsomt uvejr drev forbi tidligt lørdag morgen.

En tysk familie fik sig noget af et chok, da et lyn natten til lørdag slog ned i et sommerhus på Rømø klokken 02:38. Lynet ramte husets el-tavle - og antændte el-nettet. Det betød flere mindre skader i huset. Der gik blandt andet ild i en madras, som stod op af en stikkontakt, men familien fik styr på ilden - og slap selv uskadte fra lynnedslaget.

I Bramming slog lynet ned i en landejendom klokken 3:30. Her ramte lynet halmloftet og gik via el-nettet til et fyrrum, som var brandsikret. Beboerne kunne efterfølgende konstatere, at halmloftet heller ikke var antændt -og at der ikke var sket nogen skade på ejendommen.