VUC Sønderjylland bruger militærmetoder

Metoder fra politi og forsvar skal hjælpe mænd, der er droppet ud af folkeskolen.

VUC Sønderjylland vil hjælpe unge mænd, der er droppet ud af folkeskolen, til at få en uddannelse.

Unge mænd kan have svært ved at sidde stille i et klasselokale.
Det betyder, at nogen ikke får taget folkeskolens afgangsprøve, og at de går direkte ud i ledighed eller ufaglært arbejde.

Senere bliver det manglende folkeskolebevis et problem, når mændene pludselig får lyst til at tage en uddannelse.

På VUC Sønderjylland vil man nu forsøge at nå gruppen denne gruppe.
Opskriften er et maskulint undervisningsmiljø, hvor kursister og lærere fortrinsvis er mænd, og hvor den traditionelle undervisning får følgeskab af fysiske indlæringsmetoder, som man kender det fra politi, beredskab og forsvar.

Den første klasse starter op til august.

- Der er brug for en ekstra indsats for at få unge mænd til at tage en uddannelse, og det er godt set af VUC Sønderjylland, at de vil fokusere på de maskuline metoder. Jeg håber, at de alternative undervisningsformer giver pote, så flere unge mænd får lyst til at uddanne sig, siger Lasse Krull (C), formand for Udvalget for Regional Udvikling.