VUC Syd har valgt ny direktør – går ydmygt til opgaven

Forstander Asbjørn Nielsen fra Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole bliver ny direktør for VUC Syd.

Den 47-årige forstander tiltræder 1. maj 2018 stillingen som direktør for VUC Syd.

- Jeg har en rigtig god følelse i kroppen. Det er en stor og spændende opgave, som jeg går ydmygt og interesseret til, siger Asbjørn Nielsen til TV SYD, da vi fanger ham på en efterskoletur til Trysil i Norge.

VUC Syd er igennem et turbulent forløb med afskedigelser, undersøgelser af hele organisationen og tilbagebetaling af millionbeløb. Det kommer naturligvis ikke bag på den kommende direktør.

quote

Der er ikke nogen tvivl om, at der ligger et stort stykke arbejde med at genskabe tilliden til VUC Syd. Asbjørn Nielsen har bevist, at han kan sikre en veldrevet skole og stille sig i spidsen for pædagogisk nytænkning og udvikling.

H. P. Geil, formand, VUC Syd

- Det har jeg vidst gennem hele ansættelsesprocessen, så det er ikke ukendt for mig. Grundlæggende er der nogle ting, der skal kigges på. Så nu glæder jeg mig til at stikke fingrene dybt ned i den sønderjyske muld, og sætte mig grundigt ind i tingene, forklarer Asbjørn Nielsen.

Da det hele er meget nyt, er det for tidligt for den nye direktør at fortælle om konkrete tiltag.

- Der er opgaver der skal løses – og beslutninger der skal træffes. Det skal gøres på så oplyst et grundlag som muligt. Nu skal jeg først danne mig et overblik i dialog med den øvrige ledergruppe, tillidsfolk og nøglepersoner. Der kommer nye procedurer og forretningsgange, men det er for tidligt at sige noget konkret endnu.

quote

Jeg har en rigtig god følelse i kroppen. Det er en stor og spændende opgave, som jeg går ydmygt og interesseret til.

Asbjørn Nielsen, kommende direktør, VUC Syd

Den nye direktør har været forstander i de seneste 10 år på Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole. Han har en master i ledelse af uddannelsesinstitutioner med fokus på statslig styring og er oprindelig håndværks- og læreruddannet med en tillægsuddannelse i vejledning.

Det er et enstemmigt ansættelsesudvalg bestående af bestyrelsen, der har peget på Asbjørn Nielsen.

- Vi får med Asbjørn Nielsen en direktør, der både har et stærkt pædagogisk fundament og en solid ledelsesmæssig ballast. Der er ikke nogen tvivl om, at der ligger et stort stykke arbejde med at genskabe tilliden til VUC Syd. Asbjørn Nielsen har bevist, at han kan sikre en veldrevet skole og stille sig i spidsen for pædagogisk nytænkning og udvikling. Derfor har vi tillid til, at han er den helt rette til jobbet, skriver bestyrelsesformand H. P. Geil i en pressemeddelelse fra VUC Syd.

Asbjørn har gennem mange år været organisatorisk aktiv i det frivillige foreningsliv og i organisatorisk arbejde i DGI. Derudover har han haft et stort internationalt engagement i flere organisationer. Privat er han gift med Birgitte Pallesen og sammen har de tre børn på henholdsvis 17, 19 og 21 år. Parret bor p.t. i tjenestebolig på Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole, men flytter til området i forbindelse med ansættelsen.