Jacques' 11 års fødselsdag:

Tillykke til sønnen, der aldrig flytter

quote Han er vores søn, som aldrig flytter, så selvfølgelig fejrer vi ham - han er her

Charlotte Dalgaard

Det er en dag midt i november. I dag fylder Jacques 11 år. Lillesøster Mercedes på ni år er sammen med mor og far travlt optaget af forberedelser til fødselsdagen.

Stemningen er afslappet og munter. Forventningsfuld.

Flødeskum piskes, kaffe brygges og roser anrettes i en smuk buket i vasen, som det sig hører til ved en fødselsdag.

Fødselsdagsflaget på morgenbordet.
Fødselsdagsflaget på morgenbordet.
Foto: Søren Juhl

Mercedes placerer et flag mellem de to stearinlys på spisebordet. Derefter går hun ud i køkkenet og hjælper mor og far med at gøre klar til morgenens to vigtigste begivenheder: morgenmad og derefter fødselsdagssang i haven.

Inden de sætter sig til bords, mangler blot én ting: flaget skal op i flagstangen. Far og Mercedes tager overtøj på og går udenfor.

- Det må ikke røre jorden, siger far Henrik, mens Mercedes bærer Dannebrog foran flagstangen i haven foran huset i Skodborg.

Han binder knuder og gør klar til, at flaget kan trækkes til tops i familiens flagstang.

- Må jeg hejse?, spørger Mercedes.

- Ja, det må du, svarer far.

Mercedes og far hejser flaget for Jacques.
Mercedes og far hejser flaget for Jacques.
Foto: Søren Juhl

Han sørger for, at flaget ikke længere kan nå jorden ved at hejse det de første meter. Derefter lægger Mercedes hele sin vægt bag hejsningen af Dannebrog. Hun kan knap kigge op mod flagstangens røde top på grund af huen, der næsten er helt nede i øjnene på hende. Men hun fortsætter ufortrødent, og fødselsdagsflaget kommer op. Nu er det Jacques’ fødselsdag.

Indenfor igen sætter den lille familie sig til bords. Det lille flag mellem stearinlysene står der stadig. Bordet er dækket med æg, juice og brød.

- Tillykke med ham, siger mor Charlotte og giver far et kys.

Fødselsdagssang i haven

quote Vi tror jo ikke, at han fysisk er her. Det ved vi godt, at han ikke er. Vi fejrer sådan set bare, at han har været her.

Henrik Dalgaard

Mor åbner døren ud til terrassen og holder den, så Mercedes og far kan gå ud med hænderne fulde. Først Mercedes med chokoladekage med blå glasur og et par fødselsdagsflag, senere far med bakken fyldt af roser, stearinlys og tre brikker chokolademælk.

Mercedes placerer en enkelt rose på gravstenen, der står midt i haven få meter fra terrassen og legehuset.

- Hvor er det fint. Det er flot, min skat, bemærker far. 

Mercedes placerer en rose på sin storebror Jacques' gravsten i haven.
Video: Søren Juhl

Så synger de:

Happy birthday to you...

happy birthday to you

happy birthday, dear Jacques

happy birthday to you

Der er noget, du skal have

På din fødselsdag i dag

Et hurra og et tillykke

Det er det, du skal have

Far, Mercedes og mor synger fødselsdagssang for Jacques.
Video: Søren Juhl

Endnu en gang ønsker de hinanden tillykke med Jacques, hvis gravsten nu er dekoreret med lysene, roserne og flag.

På selve stenen står “Jacques Per Dalgaard”. En bamse og en engel er hugget ind i stenen ovenfor.

Mor, far og lillesøster spiser kage og drikker kakaomælk foran stenen.

- Han har en fest deroppe, bemærker mor og kigger op i vejret.

Alle tre tager hinanden i hånden og står tavse foran stenen.

Mor og far: Jacques er her!

quote Det værste, nogen nogensinde har sagt til mig, er: “Desværre, han klarede den ikke. Jeres søn er død”

Charlotte Dalgaard

Jacques blev 27 dage gammel. Tabet af Jacques er en kæmpesorg, som familien skal lære at leve med.

- Det værste, nogen nogensinde har sagt til mig, er: “Desværre, han klarede den ikke. Jeres søn er død”, siger Mercedes’ mor Charlotte.

Selvom hun og manden Henrik mistede deres søn, inden han blev en måned gammel, holder de fast i at fejre hans fødselsdag. At være åbne om deres sorg og vise den i glædens tegn.

- At have det positive dødssyn, som vi har, kan godt have en omkostning. Vi vil hellere have, at folk kontakter os og snakker med os om hans død, i stedet for at gå forbi os i tavshed, fortæller hun.

- Vi har bare sagt, at vi skal fejre hans fødselsdag hvert år. Det er vores søn, der aldrig nogensinde flytter hjemmefra. Så derfor skal han da fejres. Han er her jo. 

Jacques' gravsten står midt i haven ved familiens hus i Skodborg.
Jacques' gravsten står midt i haven ved familiens hus i Skodborg.
Foto: Søren Juhl

Hans far Henrik er også overbevist om, at Jacques på en eller anden måde er der.

- Det kan godt være, at nogle synes, det er lidt fjollet, at man holder en fødselsdag. Men vi dækker jo ikke op til ham. Vi tror jo ikke, at han fysisk er her. Det ved vi godt, at han ikke er. Vi fejrer sådan set bare, at han har været her, siger han og supplerer:

- Alle, der har været her, fortjener ikke at blive glemt.

Jacques bor i sit hjørne

quote Vi har bare sagt, at vi skal fejre hans fødselsdag hvert år.

Charlotte Dalgaard

Jacques har sit eget hjørne på en reol. Mercedes placerer en fødselsdagstegning ved siden af de andre fysiske minder om storebror og søn. På væggen ovenover hænger andre tegninger rammet ind. På reolen står et fotografi af Jacques med to små engleskulpturer foran. 

Om et år bor Jacques stadig hjemme og ville være fyldt 12 år.

Så skal der igen bages kage, synges fødselsdagssang og hejses flag.

muted

Dokumentaren "Tillykke":

Producent: Søren Juhl.  

Sound Engineer eller lyd/musik: Jens Møller Jessen.

Børnedødelighed i Danmark

  • Hvert år dør i Danmark ca. 2.000 spædbørn, mens de ligger i deres mors mave eller i forbindelse med fødslen.
  • 200 babyer dør indenfor 30 dage efter fødslen. Derfor må 400 forældre hvert år forholde sig til en mistet nyfødt søn eller datter.
  • Fire ud af 1000 nyfødte i Danmark dør indenfor deres første leveår.
  • Der blev i 2017 født 61.397 børn i Danmark.

(Kilde: Politiken.dk og Danmarks Statistik)

Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu