Whisky til 230.000 kr. solgt i Sjølund

Kunderne i forretningen Whisky.dk i Sjølund syd for Kolding kunne i dag få lov at se den dyreste flaske whisky, der nogensinde er solgt i Danmark. Senere i dag henter køberen, som ønsker at være anonym, flasken.

- Der har faktisk været en del forbi for at se på flasken - og nogle har også fået lov til at røre lidt ved den, siger Ulrik Bertelsen.

Og han beroliger: Flasken er godt forsikret...

I september udsendte Balvenie årets mest eksklusive whisky: The Balvenie Fifty. Der er kun lavet 88 flasker - og kun en enkelt flaske til Skandinavien.

Den er nu solgt gennem whisky.dk i sjølund for - ja, hold nu fast - 230.000 kr.

Skal ikke åbnes

Køberen, der altså ønsker at være anonym, har i forvejen en særdeles flot whiskysamling og Balvenie Fifty er kronen på værket.

De dyrebare dråber er dog en investering:

- Jeg elsker Balvenie, men i denne prisklasse, må de dyre dråber blive i flasken, siger han.

Kunstværk

Også indpakningen er et kunstværk i sig selv. Flasken er mundblæst og leveres i en cylinderformet træ-æske, udformet af 49 lag træ fra hele Skotland; Ask fra Galloway, eg fra grænsen til England, valnød fra Lothian, kirsebær og taks fra Fife, samt Banffshire elmetræ fra Balvenie destilleriet. 49 ringe plus en enkelt af messing (inspireret af destilleriets spritskab, hvor det nydestillerede sprit løber igennem.)

Henter flasken i dag

Ulrik Bertelsen, medindehaver af forretningen Whisky.dk, siger:

- Det er ikke blot den dyreste whisky nogensinde solgt i Danmark, men i hele Norden. Så det er stort, at det lykkedes os at få æren at sælge denne ene flaske.

De to stolte indehavere, Ulrik Bertelsen og Henrik Olsen, siger samstemmende:

- Det bliver et stort øjeblik at få flasken overrakt mandag formiddag i butikken i Sjølund og senere på dagen overrække flasken til den heldige nye ejer.

Om Balvenie

Balvenie er et af Grant familiens tre destillerier og består af en unik række af single malts whisky lavet af David Stewart, Balvenie Malt Master. Hver enkelt Balvenie har en individuel smag; fyldig, luksuriøs og med en karakteristisk smag af honning, der er kendetegnende for Balvenie.

David Stewart er født på den skotske vestkyst i 1945 og startede sin karriere hos William Grant & Sons i 1962, året før Single Malt Scotch Whisky officielt blev eksporteret til England. Han blev udnævnt til Malt Master i 1974 og hans uovertrufne evne til at udvælge de fineste tønder til modning af whisky har hjulpet William Grant & Sons til prisen som Distillery of the Year intet mindre end otte gange (2010, 2009, 2007, 2006, 2005, 2001, 2000 and 1999). David Steward fejrede sit 50 års jubilæum hos destilleriet i september 2012. (Kilde: Whisky.dk)