Whistleblower advarede mod ulovlig brug af lægetitel

SIND og formanden for psykiatriudvalget kritiserer, at ledelsen ikke straks rettede lovbrud på Psykiatrisk Afdeling.

Der skulle en henvendelse fra TV SYD til, før ledelsen rettede en ulovlig fejl på Psykiatrisk Afdeling i Kolding og Vejle. Her havde en 30-årig mand uden dansk autorisation i over otte måneder titel af reservelæge, når han behandlede patienter på lukket afdeling.

Faktisk kendte afdelingens ledelse til den ulovlige lægetitel over en måned før, TV SYD bragte et indslag om sagen. Allerede den 6. april blev psykiatrisygehuset advaret i en mail fra en anonym medarbejder, som skrev via regionens whistleblowerordning.

Men fejlen var stadig ikke rettet, før TV SYD den 12. maj sendte sit første indslag om sagen. Dermed kunne patienter på den lukkede afdeling fejlagtigt tro, at manden havde ret til at være læge i Danmark.

Det viser en intern redegørelse fra psykiatrien. Her citeres whistlebloweren for at advare imod, at den 30-årige mand ”påstået praktiserer uden Sundhedsstyrelsens godkendelse”.

”Mangel på respekt”

Over fem uger efter advarslen var navneskiltet stadig ikke korrekt. Men da burde fejlen for længst være rettet, lyder det fra landsforeningen SIND.

- Vi er endnu engang forundrede over de ledelsesmæssige svigt. Ledelsen fik en henvendelse om manglende autorisation og deraf forkert betegnelse uden at reagere, men forsøgte at ignorere problemet og påstod, at ingen gennem forløbet studsede over den ukorrekte betegnelse. Det er jo ikke sandt. Tværtimod udstiller det en rystende mangel på respekt for patientsikkerheden - og en manglende vilje til at rydde op i forholdene i Psykiatrien i Vejle og Kolding, siger Kristian Bennedsen, som er næstformand i SIND.

Nedbrud og ferie

Ifølge psykiatriens redegørelse blev der ”med det samme” sat gang i ”bestilling af et nyt skilt. På grund af nedbrud i skiltebestillingssystemet og efterfølgende ferie får medarbejderen ikke straks skiltet”, står der i redegørelsen.

Det er ikke godt nok, siger Thies Mathiasen (DF), som er formand for regionens psykiatriudvalg.

- Det er noget sendrægtigt, at man ikke fik rettet titlen noget før. Her har man ikke helt levet op til de forventninger, vi har til ledende medarbejdere, siger Thies Mathiasen.

Som reaktion på sagen har regionens psykiatriske ledelse i dag inviteret repræsentanter for SIND, Bedre Psykiatri, LAP og OCD-foreningen til en snak og en kop kaffe.