Wire spændt over sti

Ukendte gerningsmænd havde tirsdag aften spændt en wire henover en sti i hovedhøjde. Det var lige ved at gå gruelig galt.

En mand på en scooter kom kørende på stien mellem Duevej og Østervang i østbyen i Vamdrup og havde ikke set, at der var spændt en wire ud over stien.

Manden kørte direkte ind i wiren, hvorved styrthjelmen blev revet af. Manden slap heldigvis nådigt fra det livsfarlige hærværk. Ifølge politiet slap han med hudafskrabninger i ansigtet.

- Men vi ser med stor alvor på sagen, fortæller vagtchef, Stig Simonsen til Radio VLR.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.