Yngre kvinde forsvundet

Politi, hjemmeværn og en helikopter er sat ind i eftersøgningen af Katrine Aaberg, 32 år, der i går klokken 11.30 forlod Kolding Sygehus i nedtrykt sindstilstand.

Hun har været eftersøgt natten til fredag, og eftersøgningen fortsætter.

Katrine Aaberg tog en taxa fra sygehuset til Skamlingsbanken syd for Kolding, og siden har ingen hørt fra hende.

Politiet formoder, at hun befinder sig i området omkring Bjert Strand, Grønninghoved Strand, Hejlsminde eller Sjølund.

Frygter for hendes liv

Katrine Aaberg er ikke afhængig af medicin, men på grund af hendes sindstilstand frygter politiet for hendes liv.

Politiet opfordrer beboere i området til at se efter hende i udhuse og tomme bygninger.

Katrine Aaberg beskrives som 165-168 cm høj, slank med krøllet lyst hår, formentlig sat op i en hestehale. Hun er iført blå cowboybukser, grå stribet islændersweater, blå fleece-trøje og flerfarvet slidt tophue samt brune vandrestøvler.

Oplysninger om Katrine Aaberg modtages af politiet på telefon 114.