100 mio. til Lego-familien

Et overskud på over fire milliarder kroner giver råd til et udbytte på 100 millioner kroner til Lego-familien.

I en tid, hvor mange taber stort på finansielle fejlskøn, hiver Lego-familien penge ind på både karruseller, gynger, Lego-klodser og værdipapirer.

I 2010 blev det til et samlet overskud i pengetanken Kirkbi på 4,3 milliarder kroner, en betydelig fremgang fra de 2,4 milliarder kroner i 2009.

Kirkbi er ejet af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, Sofie Kirk Kiær Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard.
På grundlag af det store overskud har de besluttet at give sig selv og hinanden et udbytte på samlet 100 millioner kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

- Det er jo et resultat, vi er absolut tilfredse med. Meget af overskuddet kommer selvfølgelig fra Lego-koncernen, men faktisk har vi haft en god indtjening i alle investeringerne, siger Søren Thorup, administrerende direktør i Kirkbi, til avisen.

Kirkbi ejer 75 procent af Lego-koncernen og får derfor en betydelig indtjening herfra.

Desuden ejer Kirkbi godt en tredjedel af aktierne i Merlin, som er en stor forlystelseskoncern, der blandt meget andet ejer Legoland.
Merlin havde i 2010 et overskud på selve driften på godt 2,2 milliarder kroner, skriver Jyllands-Posten.

De samlede aktiver i Kirkbi er opgjort til 29,3 milliarder kroner.
Men der ligger en mildt sagt stor usikkerhed i den præcise værdi, fordi ingen ved, hvad legetøjskoncernen Lego ville kunne sælges for, lige som det er vanskeligt at opgøre værdien af varemærket Lego, skriver avisen.