100 nye job i Billund

Ryanair åbner selskabets 48. base i Billund Lufthavn i marts 2012. Ryanair åbner basen med to fly og i alt 19 ruter, der skal betjenes af 100 ansatte.

Det er første gang Ryanair ansætter medarbejdere i Danmark.

I sommersæsonen flyver Ryanair allerede til 14 destinationer fra Billund, og med de fem nye ruter kommer lavprisselskabet op på 19.

De nye Ryanair-ruter er til Carcassonne i Frankrig, Corfu i Grækenland, Krakow i Polen, Venedig i Italien samt Zadar i Kroatien.

Derudover øger Ryanair antallet af ugentlige afgange til Palma de Mallorca og Malaga.

Passagertallet stiger

Ryanair har i dag en halv million passagerer fra og til Billund, og det tal ventes næste år at stige til 800.000. I løbet af et par år venter Ryanair to millioner, alene fra Billund.

Ryanair fejrer den nye 48. base ved at sætte en million flybilletter til salg til kun 74 kroner på selskabets mere end 1.000 ruter over hele Europa i januar og februar.

Selskabet har i dag følgende ruter fra Billund:

Alghero 
Alicante 
Barcelona 
Edinburgh 
Faro 
London  
Malaga 
Malta 
Milano 
Palma 
Pisa 
Rom 
Tenerife 
Trapani 
Zadar.